Tilbage til 2010

B & T Stævne Risskov 16. okt. 2010

18/10/2010

BEGYNDER OG TALENT STÆVNE I RISSKOV 16/10-10

Esbjerg Taekwondo Klub drog i weekenden afsted til Begynder- og Talent stævnet i Risskov med 10 håbefulde kæmpere, 3 trænere og en flok tilskuere. Trænerne Jakob Larsen, Heidi Jepsen og Otto Larsen var godt tilfredse med kæmpernes præstationer ved stævnet:


Glenn Poulsen, drenge 30-35 kg begynder

Glenn deltog for anden gang til et stævne og mødte på dagen en kæmper, som niveaumæssigt passede godt til ham. Der blev vist en stor fightervilje fra Glenn’s side og der blev ikke givet op, før tiden var løbet ud. Han måtte desværre se sig slået med 2-1. Det blev ikke til en medalje i denne omgang, men en masse god erfaring til den unge kæmper.

 

Cecilie M. Ladefoged, piger 35-40 kg begynder

Cecilie skulle igennem 3 kampe, inden hun kunne kalde sig vinder af vægtklassen og det blev til 3 gode kampe – alle vundne. Det var spændende kampe – nogle gange lidt for spændende, men med lyserøde fartstriber i håret og et kæmpe gå-på-mod, kunne hun kalde sig vinder og tage en GULD medalje om halsen.

 

Anne D. Grimstrup, piger 46-52 kg begynder

Anna kæmper altid med en god gejst og tror på det lige indtil sidste sekund, men måtte på dagen se sig slået af en bedre kæmper.  

 

Gry Lorentzen, piger 40-46 kg talent

Gry kæmpede en rigtig god første kamp. Der var et godt overblik, hårde spark og mange gode point og det gav en velfortjent sejr! Det var også en godkendt semifinale præstation, men der måtte Gry desværre se sig slået af en som sådan ikke bedre modstander, men en modstander, der på dagen havde lidt mere held med sig.

BRONZE til Gry.

 

Thomas Henriksen, drenge 40-46 kg talent

Thomas var rykket op i en højere vægtklasse til stævnet, men lod sig ikke gå på af dette og fightede en tæt første kamp i hus. Han var derefter klar til semifinalen, men kom for sent i gang til her at kunne fighte sig til en sejr, så Thomas måtte se sig slået med 2 point. KOM IGEN!

BRONZE til Thomas.

 

Diana-Carina Lengyel, piger 46-52 kg talent

Diana var aggressiv lige fra starten i sin første kamp, hvor kampen endte med at skulle stoppes før tid pga. føring med 10 point over modstanderen! I semifinalen blev der også kæmpet en god kamp, men i denne kamp havde hun lidt for meget respekt for modstanderen, så det endte med, at Diana måtte se sig slået.

BRONZE til Diana-Carina.

 

Henrik Weltz, junior herre 48-55 kg talent

Henrik kæmpede sin bedste kamp til dato i dag, og det mod en modstander, som vi troede kunne blive en stor mundfuld for den unge junior kæmper. Tværtimod viste Henrik kæmpe selvtillid ved at angribe med meget præcise og hårde spark, både i lav – og høj sektion. Dette gav pote for Henrik og han fik scoret en masse gode point, men modstanderen havde lidt mere erfaring inden for junior rækken og Henrik måtte se sig slået med 2 point. Ellers en rigtig god kamp.

SØLV til Henrik. 

 

Rune Pedersen, junior herre 55-63 kg talent

Rune var til sit 2. junior stævne og har udviklet sig meget i den seneste tid. I første kamp blev der fightet rigtigt godt og samtidig afprøvet spark til høj sektion, og kampen blev da også vundet! I semifinalen kæmpede Rune med alt hvad han havde, men det var desværre ikke helt nok og han måtte se sig slået efter en tæt kamp.

BRONZE til Rune.

 

Peter Thomsen, senior herre 63-68 kg talent

Peter var nok i den hårdeste vægtklasse på dagen, men han er en fighter og tager altid kampen op! Første kamp blev vundet overlegent. Her havde han mulighed for at få afprøvet en masse teknikker – og det fik han også gjort! I anden kamp var modstanderen mere erfaren og Peter måtte desværre se sig slået efter en flot fight.

 

Rasmus Antonsen, senior herre 74-80 kg talent

Rasmus prøvede kræfter af i senior klassen, for anden gang i karrieren. Han var seedet til semifinalen, som han vandt overlegent. Finalen var imod en kæmper fra Århus Vest, som man skulle tro kunne blive en udfordring for Rasmus, men med et godt overblik og hurtighed, blev kampen vundet sikkert, og en fortjent GULD medalje kunne Basse tage med sig hjem i bagagen.

 

Alt i alt var det et godt stævne, med godkendte resultater fra kæmperne og en rigtig god opbakning fra forældre, søskende og klubkammerater.

Det er rart at se, at så mange tog turen fra Esbjerg til Århus denne kolde morgen. Det giver et godt sammenhold og ikke mindst en god opbakning til kæmperne.


Flot gået af alle og TAK for denne gang!

 

Med venlig hilsen
ETK